foo

Multikulturelt plejecenter er et omdrejningspunkt for lokalområdet

Den sydøstlige del af Amsterdam er et multikulturelt hjørne af byen, hvor mere end 130 nationaliteter bor side om side. Centralt i denne del af byen ligger plejecenteret, de Venser, der huser ældre fra en række forskellige lande. Modelprogram besøgte plejecenteret i foråret 2015 for at høre, hvordan de arbejder med den kulturelle diversitet og mangfoldighed som en del af deres dagligdag.

Introduktion til de Venser ved talskvinde Christiana Nwatarali

I den tætbefolkede del af det sydøstlige Amsterdam ligger boligområdet Bijlmermeer. Det store område blev etableret som et særdeles ambitiøst boligprojekt, hvor dets sekskantede design og mange utraditionelle funktioner skulle medvirke til at tiltrække den nye del af storbyens middelklasse. Denne effekt udeblev imidlertid, og i stedet blev Bijlmermeer hjem for den massive tilflytning af surinamer efter Surinams løsrivelse i midten af 70’erne.

Siden da har området været kendt for at huse adskillige kulturer og etniciteter, og i dag er der næsten 100.000 borgere, fordelt på 130 nationaliteter, i området. Samtidig er der en stigende ældregeneration og denne tages der hånd om på plejecenteret de Venser, hvor der blandt andet bor en koloni af de nu ældre surinamer, der, som de første, flyttede til Holland i 70’erne.

Den surinamske koloni på de Venser

De Venser er derfor et ganske specielt plejecenter, og således også anerkendt for dets tolerance overfor både kultur, etnicitet og seksualitet. De Venser er sted med plads til alle, og det mærker man hurtigt, når man træder ind af døren.

De Vensers kerne er et stort fællesrum med en cafe og scene. Langs hele den ene side er der vinduer fra gulv til loft, hvorfra der er adgang til udearealer med terrasse og have. Rummet har et flot naturligt lys og summer af liv. Samtidig er rummet beklædt med adskillige spraglede farver, der gør, at man hurtigt sendes langt væk fra tankerne om et plejecenter. I fællesrummets cafe er det muligt at spise, drikke og hygge sig, og flere aftener i løbet af ugen er der koncerter og dans på programmet. Rummet benyttes til afholdelse af forskellige kulturelle traditioner for hjemmets beboere, og det har bragt, ikke bare centerets forskellige kulturer, men hele lokalområdet, tættere sammen.

de Vensers farverige fællesrum

Plejecenteret fungerer nemlig som et omdrejningspunkt for hele lokalområdet, da de mange arrangementer ikke er afgrænset til centerets beboere. Ligeledes er centerets faciliteter ikke udelukkende for beboere, og derfor har den lokale frisør mange travle dage i kalenderen. De Venser fungerer som et åbent sted for områdets kulturer, men samtidig også på tværs af aldersgrupper. Dette medvirker til at give et særligt liv på stedet, og netop det liv og fællesskab er, hvad der gør de Venser til et ganske særligt plejecenter.

Den store terrasse og have, der omgiver fællesrummet

23. Jun 2015 kl. 13:09