foo

Plads til selvvalgte sociale fællesskaber

Designudfordring

Hvordan kan der skabes steder til selvvalgte sociale fællesskaber? 

På plejehjem skal fælles opholdsstuer, spisestuer og køkkener kunne danne ramme om mange forskellige mennesker med mange forskellige behov på samme tid. Mange af disse fælles opholdsrum er imidlertid ofte indrettet til kun ét fællesskab – hele boenheden - og fællesskabet bliver dermed underlagt et alt-eller-intet princip. Man er enten sammen med alle eller ingen.

Fællesstuerne udgør et væsentligt samlingspunkt for sociale aktiviteter beboerne imellem. Rummenes betydning øges i takt med, at beboernes alderssvækkelse indskrænker mulighederne for at komme andre steder hen. For at understøtte individualitet, forskellighed og muligheden for at knytte nye bånd er det vigtigt, at fællesstuerne inviterer til en mangfoldighed af mindre fællesskaber.

Fællesstuer med forskelligartede siddegrupper styrker muligheden for samvær i mindre fællesskaber.

Stadig flere plejecentre arbejder i disse år med at udvikle en ny ramme for fællesskaber i det nære. Dagligstuer, som kan rumme 6-8 beboere, bliver således en del af nærmiljøet stadig flere steder. Jf. dagligstuekonceptet i Ansager Plejecenter. Det er ikke en ramme for de store samlinger, men netop et alternativ til spisesalen. 

Der foregår ofte næsten ingen interaktion mellem beboerne i deres private boliger, på trods af at den private bolig er en fin ramme om selvvalgte, mindre sociale fællesskaber. Det bør overvejes, hvordan personalet kan bidrage til at besøg i privaten i højere grad bliver en del af de små sociale fællesskaber. Det er i denne forbindelse meget vigtigt, at det foregår på beboernes initiativ.

Skab mulighed for at finde sammen med ligesindede

Ikke mindst for kognitivt velfungerende, og/eller socialt aktive beboere, er det vigtigt at plejecentret skaber muligheder for, at de kan finde sammen med ligesindede.

De ældre beboere vil ikke nødvendigvis selv have overskuddet til at være udfarende og opsøge nye sociale kontakter, så det er vigtigt, at personalet faciliterer muligheder for at skabe nye venskaber eller sociale kontakter. Ligeledes kan selve byggeriet med sin udformning lægge op til møder mellem beboerne i de forskellige boenheder, og på den måde medvirke til at højne livskvaliteten. 

Byg særlige boenheder til demente

I mange plejeboligbebyggelser bor mennesker med fremskreden demens sammen med kognitivt velfungerende mennesker i samme boenhed. Det kan være svært at skabe sociale fællesskaber mellem mennesker med demenssygdom, og mennesker som ikke er syge. 

Læs mere om rum og rammer til demente her. 

01. Apr 2014 kl. 12:56